At give slip

Hvorfor er det så svært at give slip??

Min udveksling til Istanbul har bestemt fået mig til at indse nogle ting. Det har været en følelsmæssig rutchebanetur og jeg er blevet stillet overfor situationer og følelser jeg aldrig har skulle håndtere før, det har mange gange krævet min koncentration og været en udfordring. Det er meget kliche agtigt at sige, men dette ophold har fået mig tættere på hvem jeg er, jeg har måske lidt fundet mig selv (hvis det nogensinde kan lade sig gøre) og jeg har måtte gøre op med nogle ting i mig selv.
En ting har jeg dog fundet ud af og det er at jeg ufattelig dårlig til at give slip. Når jeg først har lukket et menneske ind i mit liv, som jeg har holdt af har jeg rigtig rigtig svært ved at give slip på denne person igen. Nu er livet jo således, at man nogen gange ikke har et valg, at der er mennesker i dit liv som kan vælge at forlade dig af forskellige årsager og det er dernæst dit valg om hvornår du så vil give slip på denne person. Fysisk er valget måske ikke dit, men følelsesmæssigt kan denne person spøge længe efter vedkommende ikke er en del af dit liv mere. Jeg har meget svært ved dette, rigtig svært. Om jeg selv vælger at lade personen "gå" eller om personen "går" selv, uanset hvad er det så svært for mig, hvis jeg har holdt af denne person.
Men hvorfor er det så svært at give slip? Er det den måde et andet menneske får dig til at føle på og/eller de ting vedkommende får frem i dig? Jeg kan stadig savne folk der har været i mit liv flere år tilbage, men som af forskellige årsager ikke er det mere, det kan være direkte brud, uvenskab eller at man bare er gået i forskellige retninger.
Er man svag hvis man ikke giver slip på folk?? Personligt kan jeg ikke bare tænde og slukke og det tager tid for mig at "miste", jeg tror vel bare at jeg er svag når det kommer til følelsesmæssige relationer. Når man er involveret med et andet menneske, skaber man bånd om man vil det eller ej og man får og giver indbyrdes, hvis og når den relation så ophører, hvor skal man så gøre af alt det der er blevet givet og det man har fået. Propper man det bare ind i hjertekulen og husker det som et smukt minde og kommer videre med sit liv? Minder er dejlige, men endnu dejligere hvis man stadig har personen i sit liv til at walke down memory lane med, hvis man sidder med minder alene om de er gode eller dårlige, så er det vel altid en reminder om at disse minder er noget der engang var, som ikke er mere og det er der det bliver svært. Det sværeste er nu engang at give slip på folk som man ikke kan have i sit liv af moralske og/eller religiøse årsager, den gør ondt... Det er her man virkelig bliver prøvet, for hvis du holder af en person, men at det moralsk er forkert at have denne i dit liv, så er det en kamp, det er en kamp om store følelser. Din moral er dit standpunkt, dit fundament og en del af dit værdisæt, men når det er oppe imod din kærlighed til et andet menneske, svækkes din moral langsomt, da vil man altid vil finde på undskyldninger for sig selv "for det er jo kærlghed", men kan det være kærlighed når det ikke kan forsvares moralsk og ikke stemmer overens med dine værdier og måske principper? Så bliver man måske nødt til at give slip, men hvorfor, hvorfor er det så svært at give slip???