Muslimer i skudlinjen

And then reality came and slapped me in my face...
Jeg havde glemt hvor svært det sommetider er i Danmark og jeg er jo selv dansk så det er ikke engang særlig slemt for mig, som jeg ku forestille mig det nogle gange kan være for mine medsøstre og brødre. Som konvertit skal man høre for meget, min familie har været fantastisk alhamdulillah, men hvordan kan det være at bekendte som man ellers ikke taler særlig privat med pludselig føler det som en åben invitation til at spørge ind til ens privatliv på baggrund af ens privatliv osv. Mine tætte venner og veninder har ligeledes været vidunderlige og er meget støttende, selvom nogle af dem måske synes jeg er lidt åndsvag med visse ting og eller ikke rigtig kan forstå det, men de prøver og det er det vigtigste. Jeg føler mig sommetider konstant i søgelyset hos folk - bekendte, som kender til min konvertering og som enten prikker til mig, føler de skal omvende mig tilbage, er direkte grænseoverskridende i deres argumenter/diskussioner og andre som overhovedet ikke tager mig seriøst. Det skal lige siges at dette er blandt muslimer selv, nogle af disse jeg beskriver er selv født og opvokset muslimsk, men er af forskellige årsager gået helt væk fra det og eller det er ikke en del af deres liv.
Jeg har en bekendt, hun er gået helt væk fra islam selv og er nærmest i den helt anden grøft og hun har (de gange jeg ser hende) gjort det til sin mission åbenbart at skulle omvende mig og overbevise mig om at min beslutning er en fejltagelse. Den første gang hun konfronterede mig efter hun havde hørt om min konvertering, gik hun helt i baglås og det skulle åbenbart dikuteres. Hun havde fået en del at drikke og jeg ku ærlig talt ikke tage hende seriøst, men vi sad 4 om bordet og de diskuterede alle mig, uden egentlig at inddrage mig og høre hvad jeg selv havde at sige og lige der orkede jeg det egentlig ikke, da der var alkohol involveret og synes ikke det var passende at tage islam snakken der. Hun blev ved og ved og det kom så langt ud at hun sagde med tårer i øjnene til mig, at hun vidste at jeg en dag ville komme til hende og sige at jeg havde begået mit livs fejltagelse og at jeg ville være mere lykkelig uden islam... Det slog mig som en knytnæve i hovedet - jeg blev SÅ ked af det, ved ikke hvorfor for hun er ikke en som er særlig tæt på mig, men hun overskred en grænse, især fordi jeg har brugt flere år på at komme hertil og det er ikke bare er en hurtig beslutning jeg tog, men noget virkelig velovervejet og jeg vidste hvad jeg gik ind til. Jeg har brugt i hvertfald 3-4 år på at læse og undersøge og udforske islam før jeg endeligt konverterede og 1 år hvor jeg oprigtigt troede, men mente at jeg VILLE læse Koranen og lære lidt bøn osv før jeg konverterede - Jeg mente og mener stadig ikke at jeg ville kunne kalde mig muslim uden at have læst Koranen og leve lidt som muslim inden jeg sagde shahada. Troen var allerede i mit hjerte, men jeg gør aldrig noget halvt så det har taget sin tid.
Jeg følte meget at hun undervurderede mig, føler stadig hun gør det. Så sent som for et par dage siden stødte jeg på hende igen og hun var igen fuld og begyndte at fremprovokere islamsnakken og min konvertering. Jeg er relateret til Søren Kierkegaard, som hun forguder og hun fik råbt meget højt foran mine kollegaer og venner at jeg var en skændsel mod mine forfædre og en skamplet mod alt hvad han havde troet på og arbejdet på. Blev igen ret ked af det, for ikke nok med at hun ydmygede mig, så blev hun personlig og direkte grov. Jeg reagerede bare ved at smile og sige at hun ikke vidste hvad hun talte om og gik derefter.
Dette er nogle af de groveste episoder, men udover det har jeg oplevet muslimer selv som ikke tager mig alvorligt og sætter spørgsmålstegn ved min tro og oprigtigheden i det. Da jeg ikke er lukket kan det måske have noget med det at gøre, men skal jeg virkelig tage tørklæde på før at jeg tages alvorligt? Andre spørger bare ind til hvordan jeg vil opdrage mine børn, om jeg skal have tørklæde på, om jeg har konverteret for at blive gift og andre meget mere private spørgsmål som jeg ikke vil komme nærmere ind på. Nogle af mine muslimske veninder har ligeledes taget sig sin frihed til at holde foredrag om at jeg SKAL tage tørklæde på og jeg SKAL dit og dat, på en måde som ikke er opmuntrende men mere skal tale til min samvittighed.
Det var så en masse af de dårlige oplevelser som jeg lige fik kradset ned, men der er jo overvejende positive reaktioner, men hvordan kan det være at de dårlige overskygger de gode og fylder så meget?? Da jeg boede i Tyrkiet var det så nemt, ingen satte spørgsmåltegn ved noget, da man jo lidt var i samme båd og der var reaktionerne udelukkende positive - altså jeg har nærmest fået kvinder til at græde i moskeen fordi de synes det var så fantastisk... Allah prøver os alle og det er måske for at styrke min iman. Så denne post er til alle mine brødre og søstre for jeg ved at i derude er mere udsat og under mere kritik end mig og jeg beundrer jer for at rejse jer igen og igen, i har min fulde respekt Masha'Allah!