Ramadan 2008

Så blev det ramadan og hvilken velsignet måned!
Jeg holdte min første ramadan sidste år da jeg studerede i Tyrkiet og det var lidt af en oplevelse, hvilket mine indlæg fra dengang også afspejler. Stemningen var helt fantastisk og man kan lidt sammenligne det med julen herhjemme (bare uden al stressen). Jeg havde glædet mig til ramadanen herhjemme, da jeg kan huske stemningen sidste år og hvor fantastisk spirituel man følte sig den måned og hvordan alle var glade og i sammen båd og der var nærmest fest i gaderne efter iftar.
Da jeg ikke kan dele denne måned med min familie, må jeg ty til mine veninder, så har nærmest campet inde hos min veninde denne måned, da hun er i samme situation som jeg. Det er hyggeligt og jeg er taknemlig for at vi har hinanden alhamdulillah, men kan godt mærke at netværket af muslimer ikke er særlig stort og at mine nærmeste ikke er muslimer. Jeg kan mærke at jeg savner at dele denne specielle følelse ved at faste med nogen, som da jeg forleden var hjemme hos en anden veninde og holde iftar vor vi var nogle stykker og hyggede med maden op til iftar og hendes familie kom senere og der var rigtig ramadan stemning :)
Jeg har så meget at være taknemlig for alhamdulillah, men hvor ville jeg ønske jeg kunne dele dette med mine forældre og brødre og de kunne føle hvad jeg føler! Som jeg tidligere har skrevet, har min familie været meget støttende og er det stadig, men da de ikke selv er religiøse er det naturligvis svært at forstå og sætte sig ind i det at være religiøs og følelserne der hører dertil. De synes jeg er lidt åndsvag og forstår heller ikke rigtig det der med faste, men min mor overraskede mig idag :)
Var meget pirrelig tidligere idag, da vi gik fields tyndt efter pynt til min brors kommende konfirmation, havde advaret hende inden ramadanen startede om at der kunne være dage hvor jeg måske var lidt gnaven :) Hun tog det i stiv arm og kommenterede faktisk ikke på mine mindre irritable udbrud. Hun havde også købt ind til mad som hun vidste jeg kunne li' og var helt obs på hvornår jeg måtte spise og drak eller spiste ikke selv foran mig. Jeg blev SÅ glad, for ved at hun synes det er lidt åndsvagt, men forklarede hende at man ved fasten slap sit ego og mærkede de helt basale behov som man normalt tager for givet, samt virkelig fordyber sig og ihukommer Gud. Det synes hun faktisk var ret fint og lige min mor er selv troende (på sin egen måde, hun er inde for det alternative noget) så vi har vores diskussioner. Jeg ville jo ønske at jeg kunne dele det helt med hende, at hun kunne mærke hvad jeg mærker i islam, men det er okay så længe hun støtter mig og idag var dejligt bekræftende. Jeg har faktisk ikke noget at brokke mig over! Mine nærmeste familie og venner er meget støttende og tager virkelig meget hensyn, men rent religiøst ville jeg da ønske at de kunne mærke hvor fantastiske følelser islam bærer med sig, når man faster eller beder osv. Man ved jo aldrig om Allah en dag åbner deres hjerter og de tager imod islam, men indtil da så respekterer jeg dem ligeså meget for hvad de er og tror eller ikke tror på, ligesåvel som de respekterer og støtter mig i min tro alhamdulillah!